kommentere på netop det punkt. Fra Busan tog jeg bussen til Gyoung-ju,
som skulle være Koreas svar på Angkor i Cambodia, well, lad os bare
sige at hvis jeg var Angkor ville jeg blive fornærmet, og så har jeg
vist ikke sagt for meget, og så afslutte sætningen med at tilføje at
Vietnam og Korea pt fører skyttegravs krig et eller andet sted
tilfældigt sted i mit sind, om at tage prisen for det værste sted jeg
har sat mine ben, resultatet blæser stadigt i vinden.
Dog skal de siges, at jeg fik mig en positiv oplevelse da jeg jeg på
færgen mellem Busan og Fukuoka på Kyushu i Japan, blev stuvet sammen
med en flok unge koreanske studerende i kahytten, ellere rettere
rummet med tatami måtter på gulvet og japanske foldud madrasser langs
væggen. Det udviklede sig hurtigt til et sandt overflødelseshorn af
Øl, Saké og dens Koreanske pendant, samt diverse andre obskure
asiatiske drikkevarer, efter jeg vist kom til at ytre at asiater ikke
kan tåle alkohol - og så måtte jeg ellers lære at drikke på Koreansk
manner. Men jeg kan med en slet stolthed meddele de herre og damer at
jeg slap helskindet gennem mine prøvelser - i hvad der må kaldes en
uafgjort mellem Danmark og Korea, med Japan som taber (men de var
også kun repræsenteret af en, selv efter Japansk standard, meget
spinkel pige, skal det lige siges til deres forsvar). Men det hele
foregik nu i en overordenlig hjertevarm steming, i et miks af Japansk,
Engelsk og Koreansk - krydret med et par skoul (skål med koreansk
udtale) - herligt!
Næste morgen skulle skibet forlades inden kl 8.00, så vi var mildest
tale ikke særligt friske da vi ankom til immigration, og jeg havde
lykkeligt glemt hvad jeg havde fået fortalt om folks prøvelser på
dette rædselsfulde sted. Men efter efter kun 20 minutter var jeg
igennem første del af prøvelserne, og var nu udstyret med en nyt 90
dages visa til Japan. Derefter kom tolden, og jeg blev naturligvis
hevet til side, til det famøse chikan...erm.... told check.
Den unge kvindelige tolder gik som forventet voldsomt til værks, til
dels berretiget, da de unge vestlige engelsk lærer står for langt over
halvdelen af canabis distributionen i Japan, men efter 10 minutter kom
jeg, i en uklog kombination af overmod over at have fået mit Visa, og
tømmermændenes ubehagelige bieffekter til at proklamere over for dens
stakkels pige, at hun ikke behøvede at checke efter porno, det havde
de gjort meget grundigt i Korea (de har meget strænge import
restriktioner på den slags :) ). Hun rødmede helt, og pakkede
hurtigt alt mit habengut tilbage i tasken, og fik mumlet Welcome to
Japan, før hun hurtigt begav sig afsted til den næste blegfjæs.
Ha! så kan de lære det! dumt, jeps, men hey, whatever works :)
Om aftenen forsatte vi festlighederne i Fukuokas berømte/berygtede
underholdnings distrikt, hvor jeg, gud forbyde det, blev tvunget op
foran en mikrofon, og så måtte jeg elles slå mig løs til Robbie
Williams - gys! men det så ud til at være god underholdning for det
øvrige selskab!
næste dag, videre til Nagasaki. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg besluttede
at udsætte mig selv for en anden omgang selv tortur, men det var et godt
museum, så alt vel. Jeg havde indlogeret mig selv på et Youth Hostel hos
en rar gammel dame. Om aftenen trak hun alle gæsterne ud af deres værelser,
og så fik vi ellers serveret hendes mands hjemmebrændt, herligt, og som
den eneste blegfjæs fik jeg kamp til mit hår med at prøve at konversere.
urgh! tricket ligger i at trække mit begrænsede ordforråd mest muligt ud
med en masse tillægsord og japanernes mange udbrud, så konversationen
varer mere end et kvarter :) denmaaaakuuuu waaa saaamuuuuiiiii deeesuuu
neeeeeeeeeeeeeeeeeeeee! heldigvis var der en koreansk japansk lærer blandt
selskabet, så jeg kunne få lidt assistance nu og her.
Næste dag, videre til Kuroshima, Jeg gik ned på stationen og fik bestilt en
billet, men var nær drættet om med hjertestop da billetdamen uden at vride
sig i skam, kold og kontant, meddelte at det blev "mankyuusengohyaku en desu"
19500 yen!? voldtægt! røveri! men japan er nu engang japan, og tog systemet
er hyper effektivt men usandsynligt dyrt. lettere forvirret over
billetautomaten ikke ville acceptere mit billet satte jeg mig ind i toget.
forvirringen steg, endnu et nøk, da billet automaten heller ikke ville
acceptere mit billet da jeg skulle ud. en venlig saleryman på jernbanen
opklarede mysteriet. "Kaerimasuyo!" "hvad! retur? jeg skal fandme ikke
noget kaerimasu! jeg skal se palmer og bikinier på en sandstrand sydpå!"
Efter en 30 minutter lang, meningsløs diskution med en Japan Railways,
informations medarbejder gav jeg op, bandede og svovlede hende langt væk.
og uden hverken at bukke eller neje, fandt jeg med hidsige skridt ud af
togterminalen, mens jeg gennem mine tænder bandede "bakka da neeee!"
(den kære læser bedes venligst notere sig denne opførsel - forklaring
følger)
jeg spenderede et par dage her med en mildest talt eksentrisk youth hostel
ejer, og en sød australsk pige fra Melbourne, før jeg forsatte til en ø syd
på, hvor jeg indlogerede mig hos et ungt japansk par, i en fantastisk træ
hytte. Dagende gik med trekking i bjergene (jeg erobrede et 1953 meter højt
bjerg) aftenerne med hyggelig snak og druk med ejerne og de andre gæster,
i den store stue. Og - brace yourselves - jeres egen, Stefan Ertmann himself,
spiste flyvefisk - med så meget selvdicisiplin at mine forældre ville have
fældet en tåre. FANTASTISK STED! jeg vil helt sikkert komme tilbage hertil.
Efter et par fantastiske men udmattende dage, tog jeg færgen tilbage til
Kagoshima, for at komme videre til Okinawa med en anden færge... og så brød
helvede løs!.... DA DA DA DAAAAAM!
jeg kunne ikke hæve penge, hmmm, jeg ringede til Danske Bank - der stod penge
på kortet, jeg skulle kunne hæve! jeg prøvede en anden automat, den samme
besked. "credit limit exceeded". ringede tilbage til min bank, som denne gang,
meddelte at jeg havde overskredet Mastercards grænse på 15000 kr pr 30 dage.
Og den kunne de ikke ophæve. Jeg var allerede på min reserve beholdning af Yen.
og med et tvunget køb af ny taletid til telefonen, var jeg nede på 4600 Yen.
Jeg ringede til ambasaden for at høre hvordan jeg kunne få overført penge til
Japan. Svaret var yderst nedslående. Det kan man ikke. Tvivlende på dette tog
jeg en rundtur hos bankerne og til posthuset - og måtte konstatere at ambassaden
havde ret. Nu var gode råd dyre. 4600 Yen forslog som en skrædder i helvede,
jeg kunne få en nat med tag over hovedet og et måltid, eller en fandens masse
cup noodles. Det er svært at gå i panik i Japan, og jeg havde prøvet
det der var
værre, så min puls var rolig, men jeg var så småt begyndt at få lidt sved på
panden.
Ambasadens redningslinie bestod i formidle en overførsel til det
nærmeste konsulat,
hvilket var vældigt, borset fra det faktum at det nærmeste konsulat lå
i Fukuoka,
250 km væk, hvilket også betød at togbilleten ville koste sådan omtrent 2000
Yen mere end hvad min sølle pung indeholdte.
Jeg tømte alt min baggage ud på en bænk for at se om jeg kunne finde
nogle ekstra
penge et eller andet sted, og mens jeg gennemsøgte diverse bruchourer,
faldt min
retur billet til Nagasaki ned på jorden. HA! Hvem sagde svine held? måske ikke
særligt mange, da de kære læsere nok ikke kender så meget til Japansk geografi.
Men svine held var det nu engang, da jeg nu kunne komme til Fukuoka
for højst en
minimal ekstra skilling, og måske endda få nogle spir tilbage.
Jeg skænkede det førnævnte monster af en skrankepave en stilfærdig taksom tanke
Og så var det ellers afsted til stationen...
[To Be Continued]....
 |
| Korea |
No comments:
Post a Comment